';
DET SKREV PRESSEN

Om Puggaard Begravelse

Image module
PRESSEN OM PUGGAARD BEGRAVELSE

Den gode historie.

Gennem årene har lokale medier og dagblade skrevet flere artikler om Puggaard Begravelse. Vi har samlet nogle af dem her.

Image module

Kapeller, kirker, kirkesalen i Østerlund på billedet – alle steder tillader kun ganske få indenfor, og overalt bliver man mindet om coronaen. Foto: Martin Ravn

Nye måder at vise medfølelse på:
Coronakrisen er en bevægende tid for en garvet bedemand

AGERBÆK/VARDE: Hans Peter Nielsen, der er bedemand ved Puggaard Begravelse i Varde, har været bedemand i 16 år. Man skulle synes, at han har set det meste. Men coronakrisen har vist helt nye måder at vise medfølelse på, som bevæger selv en garvet bedemand.

Jydske Vestkysten – 12. april 2020 – af Yvonn Tittel

– Vi oplever nogle stærke ting. Når vi kører med følget ned ad villavejen og ser, at naboerne står på fortovet ved deres postkasser. Når de ikke kan være i kirken og på kirkegården, så kan de være tilstede der og lægge blomster ud. Det er en gammel skik, og det virker fantastisk stærkt, siger Hans Peter Nielsen og fortsætter:

– Vi ser jo adskillige kreative tiltag. Jeg har oplevet, at folk cykler forbi kirken i det tidsrum, bisættelsen er – og når vi kommer ud, så holder de afstand og står i periferien. Det er noget, der virkelig rykker i os.

Tidspunkt giver mulighed for at deltage uden at være med

Bedemanden kan også se, hvordan venner og bekendte viser deres medfølelse på Facebook, tænder et lys på de sociale medier og skriver kondolencer. Og netop på grund af behovet for at vise deltagelse, anbefaler Hans Peter Nielsen og kollegerne de pårørende, at de stadig skriver tidspunktet for begravelse eller bisættelse i dødsannoncen, også selvom der kun må komme de allernærmeste i kirken. For uden et tidspunkt kan der ikke lægges blomster ud og skrives hilsner.

– Sundhedsstyrelsen siger, at der ikke må samles mere end 10 personer. Det er jo ikke meget i Vestjylland. Sygehuset har også været nødt til at lukke ceremonirummet, hospice har lukket stillerummet, og på plejehjem må der jo ikke komme nogen ind, siger Hans Peter Nielsen.

En sidste hilsen fra fortovskanten

I den situation har han og kollegerne fundet nye måder at køre afdøde ud på og synge ud på:

– På sygehuset må jeg komme ind og hente afdøde. Så kan det være, at de ti personer mødes udenfor. Så står de for eksempel på fortovet et sted, de har aftalt, og så parkerer jeg og åbner rustvognen, så de kan lægge en blomst på kisten. Det er faktisk vanskeligt i den her tid, siger Hans Peter Nielsen og fortsætter:

– Jeg har lært et ord af at være bedemand, der hedder deltagelse, og det er et ord, der dækker over virkelig mange forskellige former for deltagelse, men den slags deltagelse, der går ud på at møde op og give håndtryk og kram og knus, det er ikke muligt.

Flytter til nabokirker

Kirkerne er ikke omfattet af forbuddet om at forsamles mere end ti mennesker. Men det er stærkt begrænset, hvor mange der må være i de lokale kirker. Maksimalt en per fire kvadratmeter kirkeskib, ofte færre, og det giver en begrænsning under 20 personer i rigtig mange af vores lokale kirker, hvilket giver pårørende fire valgmuligheder, når der skal planlægges begravelse eller bisættelse.

– Man kan bruge sin lokale kirke med det antal, der så må være med i kirken. Eller man kan vælge mellem tre nye muligheder, siger Hans Peter Nielsen.

Man kan vælge nabokirken, hvis der kan være flere. Man kan holde en midlertidig ceremoni, hvor kun de allernærmeste overværer, at præsten laver jordpåkastelse, og så kan man holde mindegudstjeneste og urnenedsættelsen senere, måske først når det her er drevet over. Eller man kan køre afdøde direkte til krematoriet og senere lave en bisættelse med urnen i kirken.

Hvad vælger de pårørende?

– Det er så forskelligt. Men jeg tænker, at det kan være vanskeligt at udsætte det. Især nu, hvor det kan blive helt til september.

Døde med corona smitter ikke fra kisten

– Men hvis vi får nogen, der er døde af corona – det har vi ikke haft i Varde Kommune, hvad vi ved af – så må man gå ud fra, at familien også er syg eller i karantæne, og så vil der ske en udsættelse.

Hvis man dør med corona, skal man så brændes straks?

– Nej. Virus er en fysisk ting, der smitter fra det ene menneskes lunger til det andet eller ved berøring. Kister smitter ikke.

– Vi har fået en god vejledning, og vi har fået at vide, at fordi vi har styr på det i Danmark, så vil mennesker, der dør af corona, dø på sygehuset. Så bliver det min opgave som bedemand at levere en tom kiste og vente udenfor, og så kommer kisten ud desinficeret og lukket. Så får jeg ikke afdøde at se, for det kræver professionelle og værnemidler.

De pårørende accepterer situationen

Hvordan oplever du, at de pårørende reagerer på corona-restriktionerne?

– Jeg oplever egentlig, at folk kigger ned i bordet og accepterer det. Vi tør jo ikke at trodse det. Vi er jo bange for at få corona allesammen. Det er jo helt vildt, hvordan hele Danmarks adfærd har ændret sig – hvor jeg har givet tusindvis af håndtryk, så har jeg ikke givet ét de seneste tre uger.

– Jeg oplever, at vi accepterer de nye vilkår.

Dejligt og nyt at synge ud i solen

Hvordan gør I ude i hjemmene?

– Vi opfordrer faktisk til at klare en del på telefon, måske med video. Inde på vores kontor har vi indrettet med plexiglas hen over bordet imellem bedemanden og de pårørende. Den plade minder os også om ikke lade ting gå fra hånd til hånd og at spritte af. Det kan være nødvendigt at mødes i folks hjem, men så prøver vi kun at være en eller to med mig i rummet.

– Nu hvor det bliver forår, kan flere ting også ske ude. For eksempel når vi synger den afdøde ud fra kapellet, så kan vi stå uden for kapellet med åben dør ind, for kapellerne er tit meget små rum.

– Og det er dejligt at stå ude i solen. Jeg har oplevet det et par gange, og det virker stærkt, at man kan gøre på en ny måde.

 

Læs hele artiklen her >>>

Image module

Evald Nielsen, Hans Peter Nielsen, Dorte Brik og Inge Breum fra Puggaard Begravelse.

Dorte er ny bedemand hos Puggaard Begravelse.

VARDE: I efteråret 2019 kiggede Inge, Evald og Hans Peter sig om efter en ny kollega til bedemandsforretningen, som trekløveret har drevet sammen siden 2015. Stillingsopslaget lød kort: ”Vi søger en ny bedemand og kompagnon, der vil gå helhjertet og engageret ind i Puggaard Begravelse.”. I december kunne de byde Dorte Brik velkommen som ny bedemand.

Bedemandsforretningen, der har eksisteret i Varde i mere end 50 år, er for en kort bemærkning blevet til et firkløver, men snart træder Inge Breum ud af firmaet.

Fra dagplejepædagog til bedemand

Dorte Brik er 52, gift og mor til tre. Hun er uddannet pædagog og har arbejdet som dagplejepædagog i Varde Kommune. Nu er hun bedemand hos Puggaard Begravelse.

”Jeg havde lyst til forandring i mit arbejdsliv, og så opstod denne fantastiske mulighed, hvor jeg fik chancen for fortsat at samarbejde og hjælpe andre.” siger Dorte Brik.

”Det er en ny dimension, at være sammen med pårørende og efterladte. Det giver mening for mig, at være sammen med familien om at løse det praktiske i forbindelse med et dødsfald. Når de pårørende skal tage afsked, forsøger vi at imødekomme deres ønsker, og se muligheder i en svær tid med en del beslutninger. Det er forbundet med stærke følelser og smukke øjeblikke, når familier tager afsked med deres kære”.

Dorte har siden december fået indblik i arbejdet som bedemand hos Puggaard Begravelse, og for både Dorte, Inge, Evald og Hans Peter har det været rigtig rart, at de alle har været med i processen med at sige ”Goddag til Dorte og farvel til Inge”.

Dorte starter i april på Danske Bedemænds grunduddannelse.

Det handler om ordentlighed

”En skulderoperation har desværre gjort det svært for mig, at fortsætte arbejdet som bedemand, som jeg har været rigtig glad for. Det er selvfølgelig trist, men nu tingene er som de er, så er det en glæde, at jeg har kunnet være med i processen med at finde min afløser.” siger Inge Breum.

Det blev muligt, da Jobcentret og Varde Kommune tilbød Inge en fastholdelsesordning. ”Det skal de have et skulderklap for, det har gjort det til en rigtig god måde for mig, at give stafetten videre på. Lad os kalde det ordentlighed.” slutter Inge Breum.

Image module

Fårene går i bunden af haven, de minder Sofie Egeberg om, at hun fodrede dem sammen med morfar, nu er mormor Hanne Lund, der sørger for, at dyrene får mad. Foto: Karina Øhlenschlæger

Da morfar døde var Sofie med til at lægge ham i kisten.

TISTRUP: Da det stod klart, at Asger Lund ikke kunne helbredes for sin hjernetumor, valgte familien at være åbne over for børnebørnene, der er i alderen fire-ni år. Det er to måneder siden, Asger Lund fra Tistrup døde i alder af 58 år. Inden var han syg i knap et år med en tumor i hjernen, som lægerne i første omgang forsøgte at fjerne med stråler og kemo. I juni blev det klart, at hans liv ikke stod til at redde, for tumoren var vokset.

Ugeavisen Varde – 30. oktober 2018 – af Karina Øhlenschlæger

At morfar/farfar var syg og skulle dø, valgte familien at fortælle ærligt til de fem børnebørn.

– Jeg synes, de havde krav på at vide det. De kan mærke, at der er noget galt, de må hellere vide det, fortæller Hanne Lund, der var gift med Asger.

Sammen har de tre børn og fem børnebørn: to på ni år, to på seks år og en på fire år. Hun lod det være op til sine børn, hvor meget børnebørnene skulle vide, men alle valgte åbenhed.

Intet tabu

Det er en ærlighed, som også skinner igennem, når Hanne Lund sammen med sit ældste barnebarn, Sofie Egeberg, fortæller om, hvordan det var i Asgers sidste tid, og da han døde.

– Mor og far fortalte os det en lørdag, så vi ikke skulle i skole dagen efter, fortæller Sofie, der også har en lillesøster på seks år.

Efterhånden som Asger blev mere syg, fik børnene det at vide.
– De sagde, han ville dø på et tidspunkt, fortæller Sofie, som synes, det var dejligt at få det at vide, mens morfar var syg og ikke efter, han var død.

– Jeg spurgte mor, om hun ville fortælle mig, hvis der skete noget. Det gjorde hun. Så jeg kunne stole på hende, siger Sofie.

Daglige besøg

Børnebørnene har både besøgt deres morfar på sygehuset, til genoptræning på plejehjem og derhjemme, fortæller Hanne Lund, som fik orlov fra sit job, for at Asger kunne få lov til at være hjemme i sin sidste tid.

– Det var dejligt at komme på besøg. Vi var her næsten hver dag, og vi kunne give ham en krammer. Morfar blev glad for det, fortæller Sofie.
Hun har mange gode minder om sin morfar. Hun fortæller om, at han elskede naturen. Hun var med ham ude for at fodre får, og så rystede han med posen med brød. Og hvis han slog græs, fik hun lov til at køre med på den lille traktor.

Tæppet i kisten

Asger Lund døde i sin seng hjemme i stuen. Da han skulle i kisten, var familien med, og bedemand Inge Breum havde de små med ved siden af kisten.

– Jeg er glad for, at vi havde en bedemand, der var så god til at inddrage dem, siger Hanne Lund og tilføjer:

– Det hele virkede meget naturligt. Der var ikke noget, der hastede, det var stille og roligt.

Sofie fortæller, at bedemanden viste dem det, der var i kisten under morfar.
– Vi fik lov til at lægge ting ned til ham og lægge tæppet over ham og lukke kisten, siger hun, der både havde skrevet et brev, som Asger fik med i kisten, og et til sin mormor.

– Så var vi med i kapellet og synge for ham, og vi så kølerummet, hvor han skulle ligge. Det var dejligt, for så vidste jeg, hvor han var, og hvor koldt det var. Det var rart.

Efter døden

Efterfølgende er Hanne Lund overbevist om, at det var godt, børnene var med hele vejen, for der var færre spørgsmål end forventet, fordi børnene så tingene ske.

I forhold til hvad der sker efter døden, har de forklaret de små, at Asger er blevet en stjerne. Det blev meget konkret for den yngste af børnebørnene, der havde været udenfor en stjerneklar aften:

– Hun fortalte, at hun havde set farfar, og at han havde vinket ned til hende, fortæller Hanne Lund.

Image module

– Folk er så taknemlige for at få hjælp til at håndtere døden. For mig er døden en naturlig del af livet, men jeg oplever, at der stadig er et stort tabu, og den barriere vil jeg gerne medvirke til at nedbryde, siger bedemanden, der her er klar til at køre på arbejde. Foto: Malene Wonsbek

Jeg har verdens bedste job

VARDE: Døden er en del af livet. Den er uundgåelig. Inge Breum er bedemand. Hun arbejder med døden og personer i sorg hver eneste dag. Et job som hendes bliver ofte mødt med skepsis og fordomme fra de mange, der endnu aldrig har haft besøg af en bedemand.

Ugeavisen Varde – 30. oktober 2018 – af Malene Wonsbek

– Er du bedemand??? Du er jo kvinde, og du smiler. En bedemand ser alvorlig ud, virker lidt skummel og går i sort tøj. Jeg møder mange fordomme, når folk, jeg ikke kender, spørger, hvad jeg laver, forklarer Inge Breum med et smil.

Og Inge smiler meget. Varmt, forstående og tillidsfuldt. Hun glæder sig over at kunne hjælpe pårørende i sorg og krise med at formidle den sidste rejse for den person, de har mistet.

Verdens bedste job

– Min vigtigste opgave er at lytte og skabe overblik. Døden er desværre stadig et stort tabu. Det er mit håb, at vi bliver bedre til at tale om døden, siger Inge Breum, der i 2010 uddannede sig til bedemand og blev medejer af Puggaard Begravelse i Varde.

Som demenskonsulent ved Esbjerg Kommune har hun i et meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med folk i krise. Skiftet til bedemand opstod ved lidt af en tilfældighed.

– Da mine svigerforældre døde, var jeg for første gang i kontakt med en bedemand. Det er efterhånden mange år siden, men jeg tænkte, at det var et fantastisk job, fordi man hjælper, guider og rådgiver folk i en situation, hvor de fleste er helt på udebane og virkelig har brug for hjælp. Det nærvær, den gensidige tillid og relation, man opbygger til de pårørende, er så intens. Derfor tør jeg godt sige, at jeg har verdens bedste job, selvom jeg beskæftiger mig med døden, forklarer Inge Breum, der i sin fritid fulgte en bedemand på job i et år, inden hun kvittede sin faste stilling.

Børn skal vide besked

Inge Breum og hendes to kollegaer er ofte på besøg i forskellige skoleklasser. De vil gerne være med til at skabe større åbenhed omkring døden.

– Børn er meget spørgelystne, og jeg svarer på alle spørgsmål. De får lov til at se en kiste og rede den op med fint sengetøj. Børnene undrer sig, når jeg viser, at der er træuld i bunden af kisten og forklarer, at det er en gammel tradition. Før i tiden var det typisk byens tømrer eller snedker, der lavede kisterne. Når de var færdige med arbejdet, lagde de høvlspåner i bunden, så den afdøde lå blødt og godt. Den tradition har vi ført videre, fortæller den 58-årige bedemand, imens hun åbner en kiste og viser en håndfuld af de bløde, krøllede spåner.

Og hun siger tingene, som de er.

– Jeg oplever, at mange forældre forsøger at skåne deres børn ved at sige “bedstefar sover”. Men de levende sover. De døde vågner ikke igen. Børn uanset alder kan godt håndtere at få ren besked. Hvis jeg bliver spurgt, så rådgiver jeg pårørende til at have børn med i hele processen i forbindelse med begravelsen. Døden er lettere at forholde sig til, når man ved, hvad der sker. Ellers kan børn få billeder, der er skræmmende og helt urealistiske, forklarer Inge Breum, der opfordrer til, at man forholder sig til døden, mens man er i live.

Vil selv bisættes

– Min personlige holdning er at lade de levende begrave de døde. Når jeg dør, vil jeg gerne have, at det er min familie, der tager stilling til, hvordan de synes, deres afsked med mig skal være. Jeg har dog sagt, at jeg vil bisættes, altså brændes og ikke kistebegraves. Indtil videre vil jeg gerne have min urne på Østerlund Skovkirkegård, for der er så smukt. Der går jeg tit en tur, fortæller Inge Breum.

Hendes personlige holdninger er en privatsag. Når hun er på arbejde, ser hun det som sin vigtigste opgave at hjælpe de pårørende med at opfylde deres ønsker og behov, så den afdøde sendes ud på den sidste rejse med en smuk ceremoni.

Image module

Evald Nielsen har taget et markant jobskifte i en moden alder. Foto: Morten Nielsen.

Image module

Evald Nielsen og konen Karen Lene og datteren Julie Møller Nielsen. I mange åe har familien boet i Agerbæk, men bor i dag i Varde.

Image module

Evald Nielsen og konen Karen Lene og datteren Julie Møller Nielsen. I mange åe har familien boet i Agerbæk, men bor i dag i Varde.

Han skiftede industrien ud med bedemandsforretning

VARDE: Onsdag (22. marts 2017) fejrede Evald Nielsen, at han er blevet kompagnon i Puggaard Begravelse med en reception på Hotel Arnbjerg i Varde.

Jydske Vestkysten – 22. marts 2017 – af Morten Nielsen

Evald Nielsen, 55 år, tog for små to år siden et markant kursskifte i arbejdslivet. Han skiftede jobbet som mellemleder på industrivirksomheden Skylight i Varde ud med jobbet som bedemand. Det var i forbindelse med, at bedemand Henry Puggaard gik på efterløn ved månedsskiftet april/maj 2015.

Onsdag var der reception for Evald Nielsen på Hotel Arnbjerg. Her blev det markeret, at han træder ind i firmaet Puggaard Begravelse i Varde.

Her er nu blevet kompagnon med Hans Peter Nielsen og Inge Breum.

De seneste næsten to år har Evald Nielsen arbejdet i firmaet og har altså haft mulighed for at overveje, om bedemandsbranchen er ham. Sideløbende har han taget en uddannelse i Vejle.

– For at få Danske Bedemænds uddannelse er der krav om, at man også arbejder som bedemand, siger Evald Nielsen.

Image module

Evald Nielsen har taget et markant jobskifte i en moden alder. Foto: Morten Nielsen.

Evald udsætter ikke noget til i morgen

VARDE: Evald Nielsen er bedemand hos Puggaard Begravelser i Varde.

Jydske Vestkysten – 3. marts 2017 – af Annette Enevoldsen

Han er den senest tilkomne. Han blev medejer i 2016 efter at have gennemgået Danske Bedemænds bedemandsuddannelse.

Evald Nielsen begyndte sit job hos Puggaard Begravelser i 2015 efter en kort prøvetid. I 2016 blev han medejer. Han er glad for sit job og den mulighed, det giver for at hjælpe de efterladte.

– Det er et privilegium at få lov at hjælpe folk med at finde fodfæste igen, efter de har mistet en, de holder af. Så på den måde er det et job med mange positive oplevelser, siger Evald Nielsen.

Jobbet som bedemand har sat sit præg på Evald Nielsens måde at leve livet på.

– Jeg udsætter ikke noget til i morgen, som jeg kan gøre i dag, siger han.

Evald Nielsens vurdering af, hvad der er vigtigt for ham, har fået et eftersyn.

– Jeg prioriter anderledes nu. Jeg lever mere her og nu og husker at få det bedste ud af hver dag.

Image module

Inge Breum er bedemand hos Puggaard Begravelse i Varde.

Bedemand: Jobbet er meningsfuldt

VARDE: Inge Breum er bedemand hos Puggaard Begravelse i Varde.

Jydske Vestkysten – 3. marts 2017 – af Annette Enevoldsen

Som bedemand møder Inge Breum folk, når det værste er sket: De har mistet en af deres kære. Netop derfor giver jobbet så god mening for hende.

– Jeg brænder for mit job, fordi jeg kan give de pårørende tryghed og omsorg i en kritisk situation. Og det betyder meget for mig, når jeg kan se, at jeg har været med til at hjælpe de pårørende igennem en svær tid, siger Inge Breum.

Inge Breums hjælp består ikke kun i at sørge for alt det praktiske omkring begravelsen.

– Ofte har folk brug for at snakke. Og jeg lytter meget gerne. For det er en vigtig del af sorgbearbejdelsen at snakke om døden og den afdøde, pointerer hun.

Noget, vi som samfund bør gøre mere, mener Inge Breum.

– Der er et stort tabu omkring døden. Det vil vi godt være med til at nedbryde. Derfor tager mine kolleger og jeg meget gerne rundt og fortæller om vores arbejde til dem, der måtte ønske det, oplyser Inge Breum.

Image module

Hans Peter Nielsen, Henry Puggaard og Inge Breum ved afskedsreceptionen for Henry Puggaard

Smeden som blev bedemand

Det er aldrig for sent at prøve nye veje. Det er Evald Nielsen, som netop er startet i et nyt job som bedemand hos Puggaard Begravelse, bevis på.

Ugeavisen Varde – 6. september 2015 – Af Hanne D. Mogensen

Det er aldrig for sent at prøve nye veje. Det er Evald Nielsen, som netop er startet i et nyt job som bedemand hos Puggaard Begravelse, bevis på.

Som fluen på væggen. Sådan blev Evald Nielsen introduceret til sit nye hverv som bedemand. I 14 dage tog han med, når de to erfarne bedemænd fra Puggaard Begravelse i Varde hjalp sørgende med at forbedrede og gennemføre en afsked med en afdød.

Det er aldrig for sent at prøve nye veje. Det er Evald Nielsen, som netop er startet i et nyt job som bedemand hos Puggaard Begravelse, bevis på.
Som fluen på væggen. Sådan blev Evald Nielsen introduceret til sit nye hverv som bedemand. I 14 dage tog han med, når de to erfarne bedemænd fra Puggaard Begravelse i Varde hjalp sørgende med at forbedrede og gennemføre en afsked med en afdød.

Det var en god mulighed for at forstå, hvad hans kommende job som bedemand indebar. Og efterfølgende var han sikker – dette var hans nye spor.

– I maj startede jeg på deltid og i juni var jeg så småt på fuld tid hos Puggaard Begravelse, hvor jeg får en grundig oplæring. Samtidig gik jeg i gang med at blive sluset ud af min tidligere stilling som maskintekniker hos SKY-LIGHT i Varde, hvor jeg er tilknyttet frem til årsskiftet, fortæller Evald Nielsen.

At turde turde

Evald Nielsen har aldrig været bange for at turde kaste sig ud i en ny udfordring.

– Jeg er uddannet landmand, smed og senere maskinkonstruktør, og har arbejdet i de fag i mange år, fortæller 54-årige Evald Nielsen, hvis CV tæller flere ansættelser af over ti års varighed hver.

– Jeg har ikke hastet rundt, men følt efter, hvornår lysten til et skifte var moden, siger han.

Evald Nielsen fortæller om sine forskellige job med en taknemlighed og glæde.

– Det, som er gået igen, er det at yde en service, at lytte til kundernes behov og løfte opgaven med at opfylde dem. Det kan jeg også genkende i mit job som bedemand, siger Evald Nielsen, som håber og tror, det bliver hans sidste jobmæssige sporskifte.

Evald Nielsen starter i efteråret 2015 på Danske Bedemænds uddannelse, som varer et år, og planen er, at den tidligere smed på sigt skal være medejer af Puggaard Begravelse, hvor også Hans Peter Nielsen, tidligere elektriker, og Inge Breum, tidligere ergoterapeut, er medejere.

Image module

Hans Peter Nielsen, Henry Puggaard og Inge Breum ved afskedsreceptionen for Henry Puggaard

Bedemand går på efterløn

Henry Puggaard går på efterløn den 1. april.

Lokalavisen Varde – 30. marts 2015 – Af Kim Schou

Det blev markeret ved en reception den 27. marts på Hotel Varde, hvor over 90 samarbejdspartnere og forretningsforbindelser deltog og fik taget afsked med Henry Puggaard.

Henry Puggaard har lagt navn til begravelsesforretningen, Puggaard Begravelse. Han har siden 1994 været bedemand i Varde og omegn. Den 30. december 1994 overtog han forretningen efter bedemand Verner Bennedsen. Siden er der blevet plads til tre bedemænd i forretningen.

Bedemændene Inge Breum og Hans Peter Nielsen fortsætter arbejdet i Puggaard Begravelse, der bygger på åbenhed og aktiv deltagelse sammen med de pårørende.